Kom folk: DANS 2023

-Fionia Folk Brothers- -Farvergade- -Spillemandslauget Østjyderne- -Folkens-
Det bedste bal med den bedste musik og det bedste publikum på det bedste sted.
Kom folk: DANS 2023 er klar med programmet for Aarhus Folk Festivals største bal, en aften hvor danselysten og glæden ved den dansk/nordiske folkemusik og -dans er i højsædet. Her er plads til alle: unge/gamle, begyndere/garvede, foreningsdansere og folk fra gaden. Så sæt kryds i kalenderen og kom glad.
Aftenens bal foregår i Margeritsalen og danseworkshoppen i sal 5, begge i Vejlby-Risskov Centret, Vejlby Centervej 51, 8240 Risskov Du kan glæde dig til fantastisk energifyldt dansemusik med Fionia Folk Brothers, medrivende og intens traditionel dansemusik med Farvergade og skøn dansemusik med Spillemandslauget Østjyderne. Om eftermiddagen er der igen i år danseworkshop denne gang med Folkens, et topmøde mellem suveræn musik og uovertruffen danseundervisning.
Danseworkshop klokken 15 – 18
”Survival on the dancefloor” ved Nordisk Dans, Aarhus kl 18:30 – 19:15
Bal kl 19:30 – 00:30
Mere om det hele:
FIONIA FOLK BROTHERS er
Jes Kroman: violin
Michael Graubæk: violin
Jesper Vinther: harmonika
Theis Langlands: piano
Peter Sejersen: kontrabas
Fionia Folk Brothers er et dansk danseorkester, der består af nogle af den danske folkemusikscenes mest erfarne musikere, som ud over mange års koncerterfaring også har arbejdet seriøst med dans.
Fionia Folk Brothers leverer Danmarks absolut hotteste dansemusik med et swing, der tilfører ethvert bal umiddelbar glæde og gør det til en sand fornøjelse at danse både turdanse og pardanse.
FARVERGADE er
Clara Tesch: stryg
Julian Svejgaard: tangenter
Mads Kjøller Henningsen: blæs
Clara Tesch, Julian Svejgaard og Mads Kjøller Henningsen er alle velkendte ansigter på den danske folkemusikscene – bl.a. fra Floating Sofa Quartet, Vesselil, Stundom, Mads Hansens Kapel, Trolska Polska og Lars Lilholt Band.
Niels Thorlund anmelder dem i Rootzone bl.a. med disse ord: Stykkerne leveres med både musikalsk og kropsligt overskud og et swing, der kun kan animere danserne til at give sig en tand ekstra (…) Farvergade præsenterer et fint bud på fortidig dansemusik i nutidig iklædning.”
SPILLEMANDSLAUGET ØSTJYDERNE er
Et stort amatørorkester på 30 personer der spiller på blandede instrumenter. Spillemandslauget har en 45 år lang spilletradition bag sig, og har i tidens løb spillet til talrige dansearrangementer især i det østjyske men også til stævner over det ganske land.
FOLKENS er
Kirstine Nurdug Jensen: dans
Christian Thorvaldsen: dans
Jesper Vinther: harmonika
Kristine Heebøll: violin (ved dette event vikarierer Michael Graubæk)
Folkens er et ensemble med 2 musikere og 2 dansere som alle brænder for at vise og formidle dans og musik. På workshoppen bliver der gået i dybden både med dansene og med samspillet mellem dans og musik.
Der kommer videolinks til alle grupper i kommentarfeltet.
Entre til hele arrangementet 125 kr. Unge under 25 og studerende 100 kr
Partoutbillet til Aarhus Folk Festival giver også adgang til Kom folk: DANS
Tusind tak for økonomisk støtte fra: DIF og DGIs Foreningspulje, Brebølfonden, Aarhus Folk Festival og Aarhus Kommunes Initiativpulje.
Krediteringer: Logo af Søren Søgaard Hygum, billedet af Spillemandslauget Østjyderne af Franceska Mortensen, billedet af Farvergade fra bandets hjemmeside, billedet af Fionia Folk Brothers fra bandets hjemmeside, billedet af Folkens af Kristoffer Juul Poulsen
Følg med her og få seneste nyt om alt, der kommer til at foregå.
Kom folk: DANS arrangeres af Spillemandslauget Østjyderne i samarbejde med Aarhus Folk Festival.
https://www.facebook.com/events/653678533293258/