Forbundethed – 5Rytmer Dans – sommer-retreat ved Sejerøbugten (uge 30)

Klik for at se kortet
Hvornår:
25. juli 2022 kl. 16:00 – 31. juli 2022 kl. 12:00
2022-07-25T16:00:00+02:00
2022-07-31T12:00:00+02:00
Hvor:
Lyngborgen
Hønsinge 4560
Forbundethed - 5Rytmer Dans - sommer-retreat ved Sejerøbugten (uge 30) @ Lyngborgen | Hønsinge | Denmark

Group for participants and people who are interested in the retreat: https://www.facebook.com/groups/2211328228947211

FORBUNDETHED
Dagene sammen på retreatet er en invitation, til at udfolde, undersøge og eksperimentere med din dans, og temaet FORBUNDETHED, gennem de 5 Rytmer; flydende, staccato, kaos, lyrisk og stilhed.
Hvordan forbinder vi os til vores egen kraft, den anden, til fællesskabet, til naturen, til……?

MARGUERITRUTEN FREM FOR MOTORVEJEN 🙂
Vi trækker os tilbage fra hverdagens ”støj” for at blive forbundet til os selv. Og for at kunne strække os frem og forbinde os til andre.
Vi bruger langsomheden som meditation – giver os tid til at sænke tempoet, så vi er forbundet med den vej, vi kommer af, og den retning vi ønsker at tage.

UDSIGTEN til os selv
I dansen kan vi udtrykke os, slippe følelser, bevæge tilstande, etc.
…..men hvad skal der til for at nå ”ur-fjeldet”, så dansen bevæger noget fundamentalt?

Vi kender alle til konkret at blive rørt. Det kan være blødt, hårdt, lidenskabeligt, krampagtigt, kejtet, etc…men når berøring mærkes som inderlig, så føler vi os taget helt ind. Ingen forbehold, ingen forventninger, ingen dagsorden….”bare” rørt… al opmærksomhed hviler ind i den berøring. Der er ikke noget før og ikke noget efter.
Det som kan være ”stivnet”, i os, får tid og rum til at løsne sig…muskler slapper af, åndedrættet følger med, tanker slippes ..….
Hvordan når vi dertil med os selv…i vores egen dans, i vores egen berøring? … hvor vi bliver bevæget til et andet sted…..hvor udsigten til os selv er en anden.

Når METODE skaber FRIHED
Det er let at tænke, at friheden ligger i ”fri dans” – altså det metodefrie – men ofte strander vi i vores ”gamle” bevægelsesmønstrer. Friheden gemmer sig i sprækker og revner i vores vante dans, i gentagelsen, det forstillet, det smarte, etc. 🙂
Rytmerne hjælper til at finde disse sprækker, fra et kropsligt forankret sted, og bliver et ”transportmiddel”, der kan folde dig ud, bevæge dig længere og dybere i din dans.
De er som 5 forskellige ”bevægelseslandskaber”, der kan udvide dit territorium og hvor rejsen ikke kan tilbagelægges med den samme bevægelse.

RUM der bindes sammen
Selvom dansens rum er det bærende element, så hviler retreatet på en sammenvævning af forskellige rum. Vi går på opdagelse efter rum, som kalder på tilstedevær og engagement – om det er i dans, naturen, sang, kunstnerisk udfoldelse, arbejde – og binder dem sammen, så vores dans får liv andre steder og andre steder giver liv til dansen.
Vi kan bevæge noget med bevægelse, med ord, med sang/lyd og med andre former for udtryk. Og skabe adgang til nye rum i os selv og mere plads.

Der er aldrig to retreats, der er ens. Der er en “bevægelse”, hvor en “ny fortælling” bliver til. Hvor nyt liv og engagement skal fylde rummene – indre såvel som ydre.

“DANSEN” med FÆLLESSKABET
Vi er der ikke kun for at blive forbundet til kraften i vores eget rum, men også i det fællesskab som bliver til. Retreatet finder en særlig inspiration i, hvordan man skaber det gode fællesskab, hvor alle bidrager aktivt, uanset om det er ved at give sig selv i dansen eller i sin daglige opgave

PROGRAM for DAGENE (7 dage/6 nætter)
En klar rammesætning, og det faste program, har det formål at minimere unødvendige forstyrrelser og skabe et særligt rum, hvor du kan give dig helt hen til din egen dans/proces. Det er vores fælles ritual for hele opholdet.

Der er dagligt 5-6 timer med dans og bevægelse. Der er fritid midt på dagen, så man eventuelt kan bruge tid til at bevæge sig ud i den fantastiske natur der er omkring Lyngborgen. Nedenfor er der et eksempel på, hvordan en dag kan se ud:

08.00-09.00: Morgenmad
09.00-12.30 : 5Rytmer dans
12.30-13.30: Frokost
13.30-15.30: Fritid
15.30-18.00: 5Rytmer dans – En bølge som bygger videre på dagens tema
18.30-19.30: Aftensmad
20.00-22.00: Aften – Fritid og evt. aktiviteter for fællesskabet
Der også plads til, at der kan opstå spontane aktiviteter undervejs ved at gribe den stemning, der er i gruppen

LYNGBORGEN
Lyngborgen ligger ca. 500 m fra en skøn strand i Sejerøbugten og på en stor naturgrund, på ca. 60.000m2, med terræn og gamle skønne træer. Der er en lille naturskov på grunden, fodboldbane, volleyball bane, basketballnet, legeplads, bålhus og bålplads. Lyngborgen grænser op til et skønt fredet naturområde og det ligger som det eneste mellem Lyngborgen og stranden .
Lejren rummer en stor og separat pyramideformet sal med trægulv.
Sengepladserne er fordelt på dobbeltværelser, 4-, 6- og 8-mands værelser. Du skal derfor være indforstået med, at du mindst skal sove sammen med andre, af samme køn, hvis ikke du tilmelder dig som en gruppe, med et antal der passer på værelserne.
Det er muligt at købe et enkeltværelse, mod et tillæg på 1.200,- og en seng i et dobbeltværelse mod et tillæg på 600,- kr. pr. person

TRANSPORT til LYNGBORGEN
Lyngborgen ligger 90 km fra København og der er offentlig transport til stedet. Der vil også være mulighed for at koordinere transport, via en gruppe på Facebook, så man eventuelt kan finde folk, som kører i bil: https://www.facebook.com/groups/2211328228947211

PRISEN
For at gøre retreatet så tilgængeligt for så mange som muligt, så er prisen sat lavt. Det kan gøres fordi Lyngborgens faciliteter ikke er luksus. Indkvarteringen er mere i koloni-kategorien. Der er lagt vægt på at have gode faciliteter for dansen og ressourcer i at skabe et godt program, som kan befordre en givende proces. Dvs. mindre luksus men mere effekt 🙂

Lejren løftes i samlet flok. Det betyder, at man som voksen har en opgave dagligt: Morgenmad, frokost, aftensmad, opvask eller rengøring – ca. 1 times varighed.
Men det handler ikke kun om pris. Det er meget bevidst, at retreatet er bygget op om et aktivt medansvar. De gode fællesskaber opstår oftere dér, hvor vi selv har en aktie i tilblivelsen.

Fuld pris: 3.750,- kr.
Early bird: 3.150,- kr. (hvis du betaler før d. 1. juni)
Tillæg ved enkeltværelse: 1.200,- kr.
Tillæg ved seng i dobbeltværelse: 600,- kr.

TILMELDING
Tilmeldingen skal ske til mig (Brian) via messenger, mail@briankjoeller.dk eller ring/skriv på 40359717. Betalingen kan ske på MobilePay 681 888 eller ved overførelse til reg.nr. 5027 konto 1396827, Jyske Bank, Valby. Husk, at du ikke har en endelig plads, før du har betalt for opholdet.

Hvis du skulle blive forhindret i at deltage, så vil du frem til d. 15/6 kunne få din penge tilbage fratrukket et administrationsgebyr på 500,- kr. Du kan få halvdelen af dit beløb tilbage, da vi betaler for din plads uanset hvad, frem til d. 1/7. Du får dine kostpenge tilbage frem til d. 15/7. Efter d. 15/7 er det ikke muligt, at få penge tilbage, da det meste er købt ind til lejren. Du har derimod altid muligheden for at sælge din billet til en anden.

FØR DU MELDER DIG
Før du melder dig til retreatet, så vær sikker på, at du ønsker at deltage i dansen hver dag . Du skal også være indforstået med, at der ikke drikkes alkohol i lejren. Når det understreges, er det for, at du kan få det optimale ud af dagene og bevare den klarhed og tilstedeværelse, som dansen og de andre aktiviteter skaber.

Du er meget velkommen til at skrive eller ringe: messenger (Brian Kjøller Olsen), tlf.nr. 40359717 eller mail@briankjoeller.dk. Hvis du ønsker mere information eller har brug for at få afklaret noget bestemt.

Kærlig hilsen
Brian Kjøller ❤️

HVEM ER Brian Kjøller?
Jeg har et hjerte, der banker for dans ❤️. Dansen har fulgt mig siden jeg startede, som 3 årig, på Ulla Poulsens danseskole i Ringsted Min interesse for krop og bevægelse startede med min yoga- og meditationspraksis, da jeg var i starten af tyverne. Jeg blev senere uddannet yogalærer i 2005 hos Guni Martin. Jeg har praktiseret 5Rytmer dans siden 2007 og har undervist i improviseret dans i mit eget koncept – Nuets Dans – siden 2015. Jeg er siden blevet 5Rytmer lærer.
Udover at være 5Rytmer lærer, så er jeg uddannet psykolog og arbejder med egen praksis. Jeg har arbejdet klinisk, bl.a. med terapi og supervision, siden 2005. I en længere periode har jeg været optaget af at udvikle metode, hvor bevægelse kan bruges aktivt i terapi. Jeg har også været på et væld af forskellige retreats i mit liv og har arrangeret mange forskellige ølejre og retreats igennem de sidst 8 år. Mit hjerte banker derfor også for det, vi kan skabe i fællesskab ❤️

Min egen træning og undervisning kan sammenfattes til en træning i; ”at være med det som er”, uanset om det er i dans, terapi, meditation, yoga eller en anden form for praksis. Det er det, som jeg efterstræber i mit eget liv og forsøger at give videre. Jeg bor til dagligt på Vesterbro, i København, med min søn på 14 år.